Frørup

Kystsognet blev et landsogn
Frørup Sogn afgrænses af nabosognene Vindinge, Ørbæk, Svindinge, Øksendrup og Tårup. Sognet strakte sig tidligere helt ud til Storebæltskysten, men efter at Tårup i 2010 blev et sogn for sig selv, er Frørup ikke længere et kystsogn. Frørup Sogn omfatter i dag landsbyen Frørup med dens tilhørende ejerlav: det landområde, hvor Frørups bønder havde deres marker.

Ofret til guderne
Frørups mest kendte fortidsminde er uden tvivl Regisse kilde. Vi ved fra arkæologiske udgravninger, at kilden har været søgt som helligkilde i middelalderen, men området omkring kilden har formentligt også været søgt langt tidligere. Da man i 1849 gravede efter tørv i den nærliggende mose, fandt man et velbevaret bronzesværd med guldudsmykninger. Sværdet er et såkaldt grebtungesværd. Det blev fundet i et træetui, som desværre gik til ved opdagelsen. Sværdet er dateret til perioden mellem 1100 og 900 før vor tidsregning, så måske har man allerede så langt tilbage i tiden opfattet området omkring kilden som et særligt, og måske endda helligt, sted. Sværdet er i dag udstillet på Nationalmuseet, hvor det anses for at være et af fineste danske bronzealdersværd

Kirken med de mange ejere
Frørup Kirke er en af Danmarks største landsbykirker. Kirken er bygget i 1100-tallet, og de efterfølgende århundreder blev den forlænget og fik tilbygget tårn og sidealtre. Sidealtrene er siden blevet nedrevet. I dag er de fleste kirker selvejende institutioner, men tidligere var kirkerne genstande for almindeligt ejendomssalg. Langt de fleste af Nyborg Kommunes kirker har altid været i herregårdseje, men Frørup Kirke har, af flere omgange, været i enkeltpersoners eje. Især i 1700-tallet havde kirken skiftende ejere; nogle var eneejere, mens kirken på andre tidspunkter havde flere ejere. I 1808 købte kammerherre Frederik Juel fra Tåsinge kirken. Hans slægt ejede den hellige jord indtil 1878, hvor kirken blev overtaget af prokurator og godsforvalter Hein fra Kogsbølle. Heins enke ejede kirken indtil 1. juli 1914, hvor den overgik til selveje.

Gudens eller frøernes by
Frørup kan i de skriftlige kilder følges tilbage til 1231, hvor ”Frøthorp” omtales i Kong Valdemars Jordebog. Baggrunden for byens navn er omdiskuteret. Nogle mener, at byen er opkaldt efter guden Frey, mens andre argumenterer for, at navnet stammer fra et mandsnavn med Frø-, dyrkning af frø eller at der var mange frøer i området. Frørup er den oprindelige by i sognet. I løbet at middelalderen flyttede bønder fra Frørup og grundlagde Tårup. Begge byer voksede støt, og i 1500-tallet var nabobyerne blandt de største landsbyer på Fyn. Frørup bestod i de følgende århundreder af 41 gårde. I 1789 fik byens bønder nye marklodder beliggende i en stjerne rundt om byen, og 34 af Frørups gårde blev flyttet ud på de nye marker. De mange udflytninger forandrede landsbyens udseende markant, men landsbyen Frørup ligger den dag i dag stadig samlet omkring byens centralt beliggende kirke.

Det helbredende vand
Skt. Regisse Kilde er en af Fyns mest berømte helligkilder. Regisse er ikke en kirkeligt anerkendt helgen, men hun fik, på grund af sin uskyldige død og fortællingerne om kildens lægende egenskaber, helgenstatus i befolkningen. Alt tyder på, at Skt. Regisse kilde har været søgt af syge og svage langt tilbage i tiden. Ifølge den mundtlige tradition var kildens kraft stærkest på Skt. Hansdag, men kilden søgtes også resten af året. Kildegæsterne søgte at få del i kildens helbredende kraft ved at vaske sig i dens vand. De, som var rørige nok til selv at opsøge kilden, overnattede ved dens udspring for at opnå mest mulig virkning. Men det var også muligt at hente helbredende vand til andre. Vandet måtte dog ikke komme under tag, for så mistede det sin helbredende kraft.

Hvor blodet flød
Der findes mange sagn om Skt. Regisse Kilde. Det mest kendte sagn fortæller, at Ansgar i forbindelse med kristningen af Danmark sendte en kvinde ved navn Risia eller Regisse til Fyn. Da Regisse nåede til Frørup, var beboerne i gang med at ære frugtbarhedsguden Frej. Regisse fik ordet, men da hun fortalte landsbyboerne om Kristus, greb en af tilhørerne en økse og kløvede hendes hoved. Da åbnede jorden sig under ham, han forsvandt og en kilde sprang frem, hvor Regisses blod flød. De fleste sagn beskriver Regisse som en from, kristen, og i nogle tilfælde lokal, kvinde. I nogle af sagnene er det Regisse, der bliver dræbt på blodig vis, mens det i andre er hendes sønner, der myrdes. Fælles for størstedelen af sagnene er dog, at uskyldige bliver dræbt, og at kilden sprang, hvor blodet flød.

Den bedste kornegn i landet
Frørup har siden middelalderen været en af landets største landsbyer. Byens størrelse skyldes især, at egnen omkring Frørup er særdeles frodig. I 1682 betegnes Frørup som den bedste kornegn i landet, og Frørup fremhæves også i senere vurderinger som et særlig godt kornsogn. Områdets frodighed er veldokumenteret, men det kan være svært at stille en bonde tilfreds, og i 1690 ville Frørups præst da heller ikke helt stå ved byens fine kornavl: »Når nu rejsende folk kommer her forbi og ser byggen på disse agre næst [nærved] byen, så holder de straks i forundring og siger, at de har ikke set så godt korn i landet, og slutter så, at kornet står så vel over alt i vore marker«. Præsten havde intet at sætte på markernes beskaffenhed til byg, men hvad angik rugproduktionen, var han sværere at stille tilfreds.

Undervisningen af sognets børn
Skoledriften i Frørup blev oprindeligt varetaget af sognets degn. Da biskop Madsen i 1589 ankom for at bedømme degnens arbejde, var han ingen steder at finde, og biskoppen endte med at notere, at degnen, efter provstens udsagn, var en fantast, der forsømte sit arbejde. I 1697 indrettedes der skole i Frørup Sogns kirkelade, men det var først fra 1828, at skolen for alvor kom under eget tag. Sognets første grundmurede skolebygning lå på Frørup Byvej. Allerede i slutningen af 1800-tallet manglede man imidlertid plads til skolebørnene, og man opførte derfor i 1879 en ekstra skole i sognets nordlige del, Frederikshøj Skole. Frederikshøj skole blev lukket i 1951, og fra 1959 blev sognets skolesøgende børn samlet på den nyopførte centralskole ved landevejen.

Fællesskabets bydel
I slutningen af 1700-tallet begyndte man, på kongelig forordning, at anlægge landeveje. De ”nye” landeveje blev ofte anlagt, så de fulgte de ruter, man havde brugt langt tilbage. I Frørup sogn betød det, at Nyborg-Svendborg landevejens forløb kom til at ligge midt imellem Frørup og nabobyen Tårup. I 1880’erne begyndte flere byer at oprette andelsmejerier, og Frørup Andelsmejeri blev i 1886 bygget nær ved landevejen og de dertilhørende transportmuligheder. Oprindeligt lå mejeriet alene ved landevejen, men efterhånden voksede en mindre andelsby frem omkring det. Andelsbyen ligger der stadig den dag i dag som en satellitby et stykke fra hovedbyen Frørup. Mejeriet blev nedlagt i 1977, men inden da, i 1959, var en moderne centralskole blevet opført. I dag ligger skolen, sammen med banken og sportspladsen, som en påmindelse om landevejenes betydning både dengang og nu

Den magiske skrubtudse
Frørup er et sogn, hvorom der fortælles mange sagn. I folketroen var egnen beboet af spøgelser, trolde, bjergfolk og kirkelam, men til forskel fra mange andre sogne, fortaltes der i Frørup også om spøgelsesænder, trolddomskunster og magiske skrubtudser. Det fortælles, at der i en af Frørups gårde boede et ældre ægtepar, der altid holdt sig for sig selv. Parret var kendt for deres nærighed, men de manglede ikke penge. Konen havde nemlig en skrubtudse i sin tjeneste. Skrubtudsen var gemt i et blykrus, for den kunne gylpe sølvpenge, og hver gang konen kærnede smør, gylpede skrubtudsen smør af sig. En dag døde ægteparret, og da naboerne holdt gravøl, samledes man om blykruset. På trods af mange opfordringer var der ingen, der turde tage låget af kruset, og ifølge sagnet sidder skrubtudsen stadig i blykruset den dag i dag.